Læge Nicolai Fogh søger en engageret og selvstændig sygeplejerske med interesse for og lyst til arbejdet i almen praksis.
Læge Nicolai Fogh holder meget af sine patienter og ønsker at yde kompetent og professionel behandling, således at alle kan føle sig trygge og godt behandlet. Klinikken har cirka 1975 patienter i alle aldersgrupper, men med en forholdsmæssig stor andel af børnefamilier tilknyttet.
Læge Nicolai Fogh vægter efteruddannelse og kvalitet højt samt sætter en ære i, at faglighed og medmenneskelighed er i top.
Læge Nicolai Fogh tilbyder et arbejde med stor selvstændighed, hvor vedkommende kommer til at gøre en stor forskel i andre menneskers liv. Den nye sygeplejerske vil opleve en travl hverdag med mangeartede opgaver, men samtidig en hverdag med mulighed for faglig udfordring og personlig udvikling.
Klinikken har et godt samarbejde og holdånd, og er gode til at hjælpe hinanden med de opgaver, der byder sig.
Arbejdsopgaverne vil være mangeartede og vil blandt andet omfatte behandling af sår, diverse injektioner og vaccinationer, blodprøvetagning, EKG-optagelse, lungefunktionsmåling samt telefonvisitation i et mindre omfang. Derudover indgår også andet forefaldende arbejde i klinikken.
En stor del af konsultationerne vil tage udgangspunkt i kontrol af blodtryk, stofskifte, diabetes, osteoporose og KOL. I den forbindelse vil sygeplejersken være tovholder i varetagelse af forløbsplanerne samt det generelle kronikerforløb i praksis.
Der vil desuden være mulighed for oplæring i celleprøvetagning (smear), graviditetsundersøgelser og børneundersøgelser (2+3 år).
Læge Nicolai Fogh forventer, at sygeplejersken er positiv og glad samt har en stor grad af selvstændighed. Vedkommende skal være ansvarsfuld og omstillingsparat samt naturligvis have en stor grad af faglighed og engagement. Tilgangen til og åbenheden over for læring og udvikling af kompetencer vægtes højt.
Kollegerne vil være én fast læge, én uddannelseslæge (som ofte skifter hvert halve år) samt én lægesekretær.
Klinikken arbejder i samarbejde med en anden praksis, og der vil derfor være mulighed for tæt sygeplejefaglig sparring.
Praksiserfaring er ikke et krav.
Arbejdstiden er 26-28 timer ugentligt med ansættelsesstart den 1. januar 2027.
Lønnen aftales efter overenskomst.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende.